Efter netop at have hørt de syv afsnit i podcastserien ”Samtidskunsten forfra”, vil jeg hermed give den de bedste anbefalinger.
I en samtale mellem værten Anna von Sperling og dagbladet Informations kunstredaktør Maria Kjær Themsen blev jeg ført gennem syv af de væsentligste temaer, der definerer samtidskunsten – altså den såkaldte moderne kunst fra ca. 1950’erne og opefter, den kunst der ikke nødvendigvis er et naturalistisk maleri, men udfordrer og i manges øjne provokerer, for ”kan det virkelig være kunst?”.
En snak om kunst kan let blive en kende højtflyvende og til tider meget teoretisk, men i denne podcast er det ikke mere, end at det med et smil lander på jorden igen, og det er netop mødet mellem den seriøse tilgang til emnet og den uhøjtidelige tone, der gør, at jeg som lytter ”orker” at begive mig ud i noget der minder om spørgsmålet ”hvad er kunst?”.
På det store spørgsmål om, hvordan man kan skelne mellem kunst og ikke kunst, afslutter Marie et afsnit med at sige, at hvis man er meget interesseret i teori, så kan man naturligvis læse sig til det, men:
”Så længe der er en kunstner, der har skabt et værk, så er jeg meget villig til at anerkende det som et værk. Så for mig bliver dét spørgsmål mindre interessant end det, værket ellers har at byde på …” og ”… kunsten interesserer sig mindre for at prøve at retfærdiggøre sig selv som kunst end teoretikere gør”.
De syv afsnit kommer omkring kunstbegreber som bla. readymade, konceptkunst og landart samt vender emner og dilemmaer som f.eks. vores allesammens lette adgang til og bruger af billeder på bla. SoMe.
Som designer bevæger jeg mig sommetider ind i kunstverdenens territorier for at afprøve materialer, udtryk, form, formater, osv. Her er der ikke en kunde med et specifikt behov, et fastlagt budget, mv. men frit lejde til at lade fantasien flyde så længe modet rækker.
Jeg skal være den sidste til at definere hvad kunst er, og kan sommetider have svært ved at sætte ord på et værk eller en udstilling, hvad enten den rammer mig eller ej. Da jeg fik optaget en serie værker på Charlottenborgs censurerede udstilling i foråret 2020, stod jeg da også med et forklaringsproblem over for flere generationer i min familie. Serien, som jeg kaldte ”P-platter”, dannede tilsammen en installation bestående af en plastiktallerkenrække med nogle udefinerbare mønstre på, hvis udgangspunkt var et pornografisk billede fra nettet (uddybning). Familien spurgte undrende ”er det virkelig kunst?”, for det var jo som sagt blevet antaget, meeeeen jeg havde jo ikke malet dem selv, og specielt pæne kunne man ej heller kalde dem 😉
På en rundvisning på udstillingen kommenterede kunsthistorikeren P-platterne og sagde, at det er et værk der trækker paralleller tilbage i tiden, bla. til de antikke, græske vaser, der også har dyrket kropslighed mennesker der udfører seksuelle akter. En interessant vinkel for mig at høre … og nu kan jeg – ganske ydmygt – drage nogle paralleller til flere af podcastseriens eksempler på værker og tendenser i den moderne kunst. Bla. værker, der tager udgangspunkt i provo- og konceptkunst og tendenser som f.eks. ”readymade”. At mine p-platter tager udgangspunkt i porno, nettets billedmateriale og dårlig reproduktion er en samfundskommentar, hvilket er en af kunstens vigtigste roller fremfor at dyrke æstetik … og i øvrigt har det nøgne menneske været et af de mest yndede motiver i kunsten til alle tider.
Mange vil have stor glæde af at høre denne podcast – ikke for at udenadslære diverse kunstnere, kunstretninger og -teorier men for at få en grundlæggende forståelse og baggrundsviden (og måske respekt?) for den til tider svært tilgængelige samtidskunst – og derefter er det bare at begive sig ud i den netop genåbnede museums- og galleriverden og grine, græde, provokeres, inspireres, forundres … ja opleve.