Laver en grafisk designer grafik eller design?

For nylig pointerede jeg for en kunde, at jeg ikke er grafiker men designer – grafisk designer om man vil – og hun spurgte: ”Jamen er du da ikke uddannet grafiker?” – et meget forståeligt og heldigvis meget konkret spørgsmål, som jeg derfor kunne svare meget klart og tydeligt på: ”Nej, jeg er uddannet designer i faget visuel kommunikation”. 

Jeg har tidligere skrevet flere indlæg, der forsøger at beskrive forskellene mellem en grafiker og en grafisk designer, for jeg befinder mig ofte i en situation, hvor jeg skal argumentere for disse forskelle over for kunder og andre med interesse i, hvad jeg har lavet og kan tilbyde. At definere forskellen er først og fremmest væsentlig, fordi det er forskellige kompetencer, der kan komme i spil. Det kan måske sammenlignes med forskellene mellem at være skrædder og tøjdesigner – altså at være den gedine håndværker til et fag eller at være den, der definerer et overordnet koncept (på et kunstnerisk eller problemløsende niveau) og måske sjældent selv har nål og tråd mellem hænderne. 

Og hvad kan sådan en som jeg så tilbyde? Når jeg har været involveret i en udstilling, lyder spørgsmålet af gode grunde ofte: ”Hvad har du så lavet her?”. Svaret er sjældent så ligetid, idet en stor del af min involveren ofte ligger i processen, som kan indeholde problemløsning, koncept og idé, visuel analyse, kontinualitet, symbolik, rumlig forståelse, osv. alt efter opgave. Og jeg har ofte og helst en langt mere rådgivende rolle end udøvende, ofte og gerne i tæt samarbejde med kunden. Nogen gange kan ideer og løsninger vendes verbalt, når man går rundt i lokalet, andre  gange skriftligt eller visualiseret. Fællesnævneren er, at de hører til i processen og at en stor del af dette arbejde ikke nødvendigvis er synligt i den endelige løsning … som måske netop fremstår meget enkel, fordi en del er prøvet af og fravalgt undervejs. Og jo, det kan sagtens være mig, der har fritlagt et foto eller typograferet nogle værkskilte i den endelige udstilling,  men selvom det i sidste ende er noget af det mest konkrete/synlige, er det blot en lille procentdel af det, som jeg har budt ind med i min rolle som designer.

Velkommen til den usynlige proces

I dette indlæg vil jeg derfor fortælle om nogen af de ideer og tanker, der har været oppe at vende undervejs i udviklingen af den del af den forrygende og meget populære udstilling ”Oceanista – Havet og moden” på M/S Museet for Søfart, som jeg var involveret i. I udstillinger af denne kaliber er der naturligvis mange involverede, og den kunstneriske del af hovedudstillingen lå bla. hos scenografen Julian Toldam Juhlin og filmkunstneren Julie Nymann. Et stærkt team internt og eksternt havde stået for den overordnede idé til udstillingen og var nået langt med bla. kuratering og placeringer i udstillingsrummet, da jeg blev inviteret ind i processen.
Det område, som jeg skulle forholde mig til, var koncentreret omkring et allerede eksisterende, isoleret, sættekasselignende og rundt rum, kaldet “Skibet”, placeret i det store  rum. Her skulle jeg hjælpe med at få ”brikkerne” til at gå op; udstillingsgenstande, rumlige forhold, formidling, ønsker, forslag, ideer, materialer, farver, osv. Dette er en udstillingscase, der kan give et indblik i forskellige nedslag i en kreativ dialog/proces og ikke mindst, hvordan jeg som designer arbejder:

Det er selvfølgelig optimalt at blive involveret så tidligt som muligt ind i en proces, og dermed være med til at bygge et koncept op fra bunden. Men sådan hænger virkeligheden sjældent sammen. Jeg bliver ofte involveret i processen, når der allerede er taget stilling til en del, hvorfor mit primære job derfor bliver at få det bedste ud af det eksisterende. Det er dog også en spændende udfordring. I denne proces var flg. besluttet på forhånd:
– Udstillingsgenstande til montrene var valgt ud
– det var besluttet at tøj skulle hænge i reb fra montrenes lofter
– at giner skulle være i gennemsigtig plast
– der var indkøbt lyserødt tapet med sorte ankere til montren med en gine i Lolitatøj
– og strikkede sweartre skulle foldes som rektangler i et stramt gridt på en af monstrenes bagvægge
– desuden skulle der bruges sort/hvide person-fotos.

Giner i gennemsigtigt plast var et af de gennemgående elementer i hele udstillingen, og var ikke til diskussison. De var et fantastisk godt valg, da det transparente og blanke materiale kunne give associtioner til vand­elementet. Kunne podier af den ene eller anden art inde i montrene ligeledes være i transparent plast, så dette materiale blev brugt mere gennemgående? var mit input:

Et lyserødt tapet med et sort anker-mønster var besluttet til montren med en gine iført Lolita-kjole. Her var det vigtigt at komme til bunds i, hvilke konsekvenser dette valg ville få for resten af rummet hvad angår bla. farver og mønstre:

Jeg lavede en lille farveanalyse for at få et overblik over, hvilke farver – og ikke mindst mængder af disse – der allerede ville være til stede i montrene via udstillingsgenstandene. Her indgik det lyserøde tapet som en markant spiller.

Hvis montrene skulle inddeles i temaer, kunne farver være et særdeles konstruktivt, samlende element, både visuelt og formidlingsmæssigt. Herunder er et bud på, hvilke farver det i så  fald kunne være ud fra genstandene og med det lyserøde element i Lolita-området; blå omkring området med bla. sømandsstriber, rød omkring temaet ”den sexede sømand”, osv. På tegningen ses de to længder på ”Skibet” hvor det viser sig, at det røde område er placeret til venstre for “skibets stævn”, og dermed i skibets bagbord side. På sømandssprog er rød = bagbord mens grøn = styrbord/højre – en herlig gimmick for de sejlererfarne besøgende:

Et andet spørgsmål var tapetes ankermønster. Skulle tapetet bruges på alle bagsider i det lyserøde område eller kunne man med fordel lade det dominerende mønster blive bag ginen og udelukkende lade farven og måske en enkelt, gennemgående linje fra mønstret gå videre til de andre montre?:

Og … hvis dette lyserøde mønstertapet blev brugt i den ene montre, hvordan skulle mønstre da overføres til de andre farvemontre? Skulle ankermønstret bruges gennemgående i hele rummet, eller skulle hver farve/tema have sit eget mønster, dannet af ikoner der var tilpasset det enkelte tema, so skitseret her?:

I så fald kunne de forskellige områder se sådan ud:

Brug af fotos af vand til at indikere et tema eller en farve, var også til overvejelse. Disse fotos kunne naturligvis også bruges  til at forbinde de forskellige rum/montre i Skibet, som vist her:

Og de sort/hvide fotos af historiske personer iført striber, kraver, osv., hvordan skulle de indgå? Skulle de fritlægges, mikses sammen med mønstret, indgå i en farve, osv. Her lidt forskellige skitser fra denne del af processen:

Kunne disse personer være i fuld størrelse, 1:1, og dermed have samme størrelse som tøjet på ginerne og hængende i montrene? Og hvilke konsekvenser ville det få ifh. til f.eks. beskæringer o.lign?

De allerede nævnte forskellige, visuelle virkemidler blev skitseret sammen med bla. typografiske skriftbilleder. Hvor stort, hvor meget, hvordan kunne det integreres med de andre elementer, hvordan ville det være synligt og læses i rummet, osv. Disse skitser er ikke medtaget her, men nedenstående visualiseringer giver en god opsummering på ovenstående tanker og ideer, fordeling af visuelle elementer og tomme rum, osv:

Ideen om at lade mønstre fra tøjet på de sort/hvide personfotos ”folde sig ud” som grafik på montrenes bagvægge skulle naturligvis også prøves af. Hvordan skulle det i så fald gribes an, og hvor meget skulle mønstret fylde? Her et eksempel med det karakteristiske dazzle-mønster:

En montre har fem sider, så det var vigtigt at forholde sig til dem alle. Skulle linjer gå fra bagvæg og videre ud på montrens top og bund, og hvordan skulle mønstre i øvrigt overlappe fra det ene tema til det andet? I denne del af processen var de forskellige “tapet-mønstre” og “-farver” valgt helt fra på baggrund af ovenstående afprøvninger, i ønsket om at forenkle og skabe en samlet helhed. Sort, hvid og blå var valgt so gennemgående farver:

Og når nu det oprindelige, lyserøde tapet med ankermønster alligevel var blevet fravalgt, kunne det måske være en ide at have spejl på bagvæggene i montre med giner, så publikum kunne fornemme at have tøjet på (både spejle og grafiske linjer blev dog sorteret fra i denne sidste del af den kreative proces):

Andre alternative ideer:

Det stramme, rektangulære grid,  som indledningsvis blev nævnt til montren med striktrøjer, blev undervejs prøvet af til brug i de andre montre, for at dyrke konsekvens og for at tænke innovativt inden for dette enkle grid. Kunne montren med dazzle-mønstret f.eks. have rumlige felter, der brød mønstret op eller gøre brug af spejle, så publikum blev inddraget?:

Kunne den smukke, skulpturelle hat formet som et skib, designet af Philip Treacy, stå i en smal montre med mulighed for at publikum kunne placere sig bag den og lade sig fotografere “med den på”? – alternativt fremstå som en sort silhuet på en transparent plade som et selfie-spot, som skitseret herunder?

Ovenstående forløb viser nedslag i en proces og en dialog som både er problemløsende i kraft af at være praktisk funderet, analytisk og kreativ … den åbner for muligheder, den afklarer spørgsmål og gør det tydeligt, hvilke konsekvenser et valg kan have på resten af udstillingen. Det er i en sådan proces, hvor det giver rigtig god mening at have en designer med ind over – gerne fra projektets spæde start til den endelige ophængning, hvor vigtige detaljer let kan gå tabt; i hvilken højde skal noget hænge, hvilken vinkel skal en spot have for at der ikke opstår uhensigtsmæssige slagskygger, osv. Det er ønske-scenariet for mig som designer og en god investering for kunden 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.