Jeg har været så heldig at have besøg af et hold norske studerende og deres underviser fra Høgskolen i Olso og Akershus, linjen for Kunst & Design. De skulle på studietur til København og kontaktede mig for en dag med inspiration. Ud over foredrag og workshop, startede dagen med et par timers skattejagt på Nørrebro. Gruppen blev delt i to hold, fik udleveret en rute og et skema med en lang række “opgaver”. Nedenstående billeder fra skattejagten er efterfølgende sendt af de studerende, og jeg har fået lov at vise dem her. Kæmpe tak for det 🙂

Skattejagt_briefing

 

Da vi har en del meget aktive og skønne streetart-kunstnere i København, var det selvfølgelig oplagt, at skattejægerne skulle finde frem til eksempler på en række af disse. Herunder lidt dokumenterende samlinger af bla. Blød lykke/Soft Happiness, som er kendetegnet ved sine sirlige broderier og strik, KissMama, hvis skægge, små udklippede figurer med statements, typisk “står” på fortorvet og  Zusa-værker i både små og store udgaver i udskåret og malet træfiner:

Skattejagt_Softhappiness

 

Skattejagt_Kissmama

 

Skattejagt_Zusa

 

Skattejagen bød også på opgaver som f.eks. at finde hjerter – både hjerter som er bevidst lavet som hjerter, men også meget gerne tilfældigt opståede hjerter, hjerter som kun opstår, når man tager sine visuelle briller på og ser sig rigtig godt for, som bladet i nederste højre hjørne er et godt eksempel på:

Skattejagt_hjerter

 

Og netop tilfældigheder og pudsigheder er en stor del af underholdningen, når man påfører sig de visuelle briller. Spor fra livet i byen i form af et par glemte briller, der er sat i spænd mellem ledninger på en mur, et par tomme spiritusflasker, der er stillet pænt ved siden af hinanden, afrevede plakater eller afskallet maling der danner skægge møder … og … tænk sig, et af holdene fandt et lille pragteksemplar af en hilsen fra Pink Army, et internationalt streetartprojekt, som er startet op i København. (Er du nysgerrig på, hvordan du kan starte som meningsfuld streetartkunster, så læs evt mere om projektet i linket, og meld dig ind i hæren af smilende aktivister mod krig 😉

Skattejagt_Pudsigheder

 

Jagten bød også på en hel del skønne, kontrastrige eksempler, f.eks. den meget graffittimalede mur med det malede, rolige felt som kontrast, cyklen der står klods op af beskeden “Cykler forbudt” og fantastiske, nærmest groteske eksempler på stilkontrast, hvor tegneserieansigter er tilføjet fotos af letpåklædte damer:

Skattejagt_kontraster

 

Og ja, vi er jo nogen der er lettere skitzofrene på den gode, sjove måde, så ansigter kan man altid finde, hvis man har øje for dem – Ofte er to prikker som øjne nok til at danne et ansigt. Også i maling eller afskallet murværk kan ansigter dukke op, som jeg synes, at der er to meget smukke, maleriske eksempler på herunder (tjek desuden hashtagget #iseefaces (i see faces) for mange skægge bud).

Skattejagt_Iseefaces

 

Det er et slaraffenland uden lige at gå tur på Nørrebro påført visuelle briller. Skattejagen bestod af rigtig mange opgaver, som bla at finde perleplader og øjne, fundne ting og beklædningsstykker – nogle blev løst med en overflod af eksempler mens andre af opgaverne var sværere at finde.

Hvad de enkelte grupper har valgt ud som skatten over dem alle, er uvist, jeg synes dog at manillamærket herunder er et helt lille kunstværk i sig selv, med de sorte og røde stempler og håndskriften. Jeg får straks associationer til banegårdsscener med snavns, støj og damp fra gamle film, kufferter på vej til Asien, osv. Havde jeg været så heldig at finde denne skat, var den kommet hjem bag glas og ramme 🙂

Skattejagt

 

Jeg håber at de studerendes billeder i indlægget her, vil inspirere rigtig mange til at komme ud i foråret på skattejagt. Rigtig god tur.

 

 

 

One Comment

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.