Der er forår i luften, og traditionen tro er det sæson for spirende kunstnere, projekter og udstillinger. Jeg har derfor den forgangne uge besøgt en håndfuld udstillinger, hvoraf jeg vil nævne tre af dem her. Titlen burde måske lyde “To bryllupper og en begravelse”, for der var to gode oplevelser og en temmelig skuffende. Den sidstnævnte vil jeg starte med, idet den kommer ind på et principielt spørgsmål, som jeg godt kunne tænke mig at debattere:
1. Charlottenborg Kunsthals censurerede forårsudstilling 2019
Endelig, endelig, endelig åbnede forårsudstillingen. Denne – og den censurerede efterårsudstilling på Den Frie – er to årige fastlagte museumsbesøg, som jeg glæder mig til i måneder op til. Jeg elsker diversiteten i udstillingsfeltet, at blive inspireret, provokeret, udfordret, forundret, fornærmet, grine og til tider næsten græde. Jeg går ofte fra disse mangfoldige udstillinger fuldstændig udkørt af de mange visuelle indtryk.
Sådan havde jeg det desværre ikke på forårsudstillingen i år. Først og fremmest havde Charlottenborg valgt at kun halvdelen af etagen skulle tages i brug … eller måske havde juryen ment, at der ikke var kvalitet nok i de resterende indsendte værker til at fylde etagen ud? Der var udvalgt 45 kunstnere med i alt 78 antagne værker.
Videoværker dominerer
Jeg er en nysgerrig person, og selvom jeg ikke forstår mig på kunst generelt – og i særdeleshed ikke videokunst – mener jeg, at jeg giver det store chancer – og sommetider får jeg også meget store oplevelser i denne genre. Jeg mener dog, at det er en kæmpe stor udfordring, at der på udstillingen er gjort plads til hele 10 videoværker, hvoraf et par af dem har deres eget rum, flere fylder hele vægge i de andre udstillingsrum og resten vises på store, sorte, rektangulære skærme. Om det proportionalt giver mening med denne mængde videokunst ift til den samlede udstilling, skal jeg ikke udtale mig om. Men som besøgende finder jeg det meget massivt og anmasende fordi de store, levende billeder konstant fanger blikket og opmærksomheden fra de 2- og 3 dimensionelle værker i rummet. Dels har flere af værkerne høj lyd (abstrakte lyde eller tale) ud i rummet, som forfølger den besøgende videre rundt på udstillingen. Og når man som besøgende er placeret mellem to videoværker, blander lydene sig, hvilket er yderligere anstrengende og forstyrrende. Det er ikke nødvendigvis det enkelte videoværks skyld, men nok snarere den manglende plads og ikke mindst kurateringens. Fotoet af et tilfældigt view ned gennem to rum herunder tv. viser tydeligt den triste situation, som skulpturen på podiet er efterladt i. Uden spot på er den henlagt i mørke og i en temmelig ulige konkurrence med de to videoværker på væggene (det højre eksempel viser dog en virkelig god løsning mellem to skulpturer):
Ud over den massive mængde videoværker var et par af installationsværkerne så store, at de fyldte hver deres store rum ud. Tilbage på den halve etage var der derfor ikke meget plads til de resterende, udvalgte værker, som til tider var lidt sammenpressede.
Der var naturligvis skønne højdepunkter hvoraf jeg bla. kan nævne f.eks.:
Videokunster Samaneh Roghanis videoinstallation, som fungerer som en korridor med reb, en gulv-installation af Emma Nilsson med birkelignende stammer af Porcelæn og trådvæv samt det skønne værk “Sweet” af Pia Möller-Light som var udformet af gamle strømper med sukkerstivelse.
Ingen hårknuder denne gang
Efter endt besøg, på vej ned af trappen mod udgangen, forbi de tomme vægge hvor der plejer at hænge værker, kunne jeg ikke lade være at tænke, at her kunne de to værker, som jeg selv havde sendt ind, da hænge mægtig fint. “A-ha”, tænker du måske så, “er hun mon jaloux over ikke at være valgt ud?” Til det kan jeg sige, at jeg forsøger at få sendt værker ind til de censurere udstillinger begge gange årligt. Det er en herlig lejlighed til at prøve ideer og materialer af, uden at der er økonomi, en kunde, målgruppe eller andre ydre omstændigheder at forholde sig til. Og pyt med om de bliver antaget, der er sikkert mange ubekendte der spiller ind … og jeg kan jo bare udstille dem herinde på min blog 😉
Jeg er dybt fascineret af at se det særlige i hverdagens almindeligheder, og disse to billeder tager udgangspunkt i hår … hvordan risten i badekarret perforerer hår, sæbe og snavs til små sirlige mønstre, samt hvordan håret samler sig som en knude på hårelastikken og bliver større og større.
Herunder billederne i deres helhed og ophængt på den tomme trappeopgang (he-he):
… og sjovt nok blev det netop håret, der skulle vise sig at blive et gennemgående tema på de to næste udstillinger, som jeg blot kort vil komme ind på herud der men på det varmeste anbefale.
2. Grønningen på Gl. Strand
Kunstnersammenslutningen Grønningen udstiller på Gl. Strand, og det er en herlig varieret udstilling, der sætter alle følelser i gang. Fra en stor, smuk og sensuel satinskulptur på guld af Eva Steen Christensen, spændende videoinstallation sammensat af flere skærme af Eva Koch, til en serie sarte installationer på podier af Karin Lorentzen … med brug af hår.
3. Hesselholdt & Mejlvang på Thorvaldsens Museum
Og der er mere hår på den anden side af gaden … Et er, at huske at tage sig tid til at besøge Thorvaldsens Museum i ny og næ – blot for at vandre fredfyldt rundt i den vidunderlige bygning og skiftevis kigge op i loftet og ned i gulvet, begge prydet med skønne motiver og mønstre. Skulpturerne og Thorvaldsens samlinger er også spændende at gå i dybden med (her kan jeg anbefale at gå en tur i kælderen som det allerførste, for der er en super pædagogisk og smuk forklaring af processen hen mod en marmorstatue). Men når en kunstner(gruppe) inviteres til at lave en paralleludstilling med afsæt i den faste, så kan der ske magiske møder. Og det gør der i ny og næ, nogle steder bedre løst end andre. F.eks. fandt jeg det virkelig underholdende at gruppen har sidestillet Thorvaldsens eget hår (dengang var det højeste mode at samle på hårtotter!) med hvide, syntetiske parykker med sirligt flet. Klart et besøg værd.
… Og så viser det sig at billetten herind er en dobbeltbillet, så du kan komme gratis ind i Kunsthallen Nikolaj, hvis du orker mere 😉