Min søn har netop fået et nyt skateboard til sin 11-årige fødselsdag. Han havde i forvejen hardware, som det hedder (bla. trucks/holderne og hjul), så det var selve boarded, med den fede illustration og tekst, som han var faldet for.

Spisebordet blev straks lavet om til skateboard-værksted for at montere hardware, og først her blev vi opmærksomme på en temmelig uheldig detalje; den fede tekst i taleboblen var placeret netop samme sted, hvor den ene truck med hjul skulle sidde. Jeg havde ikke været opmærksom på denne detalje i butikken, og da illustrationen på et skateboard bliver slidt til ukendelighed temmelig hurtigt, var ærgrelsen dermed også hurtigt glemt hos min søn. Pyt …

Men som grafisk designer kan jeg ikke lade være at undre mig over, at dette uheldige sammenstød kan ske. Da kvaliteten af de forskellige skateboardmærker med få undtagelser er relativ ens, er det netop illustrationen, der er primær fokus på og mange brands promoverer sig med helt særlige illustrationer. Selve boardeds form og placering af de to trucks midtpå kan ej heller komme som nogen overraskelse for illustratoren, så det er en gåde for mig, at de ikke tænker implementeringen ind i deres arbejde.

En hutig research på nettet kunne vise, at det ikke er noget særtilfælde. Rigtig mange illustrationer, logoer og layouts er lavet og placeret uden tanke for, hvor de to trucks skal sidde, og tekst samt væsentlige detaljer i billematerialet går dermed tabt:

Om eksemplerne herunder er udført, så illustrationerne tager hensyn til eller bevidst understreger placeringen af de to trucks, eller om det er et tilfælde, kan jeg ikke udtale mig om, men de meget forskellige eksempler viser, at hvor der er vilje er der vej. Jeg har desuden fundet eksempler på temmelig frække visualiseringer, hvor netop de to trucks agerer skjulere på strategiske steder, hvilket er kvikt og smart fundet på. Dermed skal man ikke blot acceptere disse trucks, de bliver inddraget konstruktivt i layoutet. Jeg vil undlade at vise eksemplerne her på min blog, så er man nysgerrig, må der lidt fantasi eller research på banen.

I butikken hænger alle de mange boards på væggen med illustrationerne udaf. Boards på nettet har ligeledes illustrationen som trækplaster. I nogen webshops kan man vælge mellem “boards” og “komplete” hvor man netop ser layoutet incl trucks og kan tage stilling til det samlede udtryk (eksempel herunder):

Så se dig for hvis du skal købe et board eller ønsker at designe et. God tur 🙂

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.