Netop i dag har den internationale organisation Poster for tomorrow offentliggjort det nye konkurrence-tema; Work Right. Deadline for indsendelse er d. 10 juli, så der er ingen undskyldning for ikke at tænde op for de kreative hjerneceller og komme i gang. Fælles for konkurrencens temaer er at de vil gøre verden til et bedre sted at være. Det gode ved denne konkurrence er også at den er et fælles forum for kreative fra hele verden – herlig, herlig idé.

Det er en skattekiste af dimensioner at gå på opdagelse i løsningerne på de mange forrige temaer på organisationens hjemmeside, og i dagens anledning tog jeg mig god tid til at kigge en meget stor del af forrige tema “A home for everyone” igennem. Ud over at man kan se alle de indsendte løsninger, kan man også se, hvilke løsninger der er blevet kåret til top 10, top 100 eller er en af de mange der blev short listet.

Jeg besluttede mig for at lave min egen top 10, hvilket skulle vise sig at blive temmelig svært. Nogle har en fantastisk idé men får den ikke eksekveret på bedst mulig vis, andre omvendt … nogle temaer og symboler bliver brugt rigtig meget, f.eks. papkassen og bænken som symbol på den hjemløse, og når man ser flere identiske ideer lige efter hinanden i en website-template, kan man blive træt af gentagelsen, hvilket jo egentlig er synd for den enkelte løsning. Og det værste er jo alle de fantastiske løsninger, der ikke kan blive plads til på listen. Ak!

Pudsigt nok havde jeg ikke svært ved at finde min vinder, som er denne enkle sikkerhedsnål med et hus som lås. Genial og letafkodelig løsning. Hjem=sikkerhed. Og i øvrigt den eneste sikkerhedsnål iblandt alle løsningerne:

Un Mundo Feliz Sonia Y Gabriel
Design: Sonia Y Gabriel un Mundo Feliz fra Spanien

 

Stjernehimmel-temaet har vist sig at være populært, hvilket giver mening, idet man ser et drømmebillede fra personen uden tag over hovedet. Her er den løsning, som jeg fandt bedst eksekveret:

Mohammad Soltani
Design: Mohammad Soltani fra Iran

 

Denne løsning faldt jeg for, idet den, på en herlig usentimental måde, fortæller historien; hjem=kærlighed eller fordanske oversat; “Jeg huser dig”.

Elisa Bianchet
Design: Elisa Bianchet fra Italien

 

Herunder en løsning der måske nok er en kende kedelig eksekveret, men så fantastisk en idé, at den skal have en plads i toppen. Waw, at få fluebenet i en lille kasse vendt om til et tag på denne liste af andre vigtige emner i livet, det er stærkt. Havde den været hurtigere afkodelig havde den fået en 1. eller 2. plads:

Eduard Horn
Design: Eduard Horn fra Tyskland

 

Endnu en lidt fersk løsning men som fortæller historien; at sammenholdet kan være løsning på dette problem, meget enkelt og flot. Den fortæller faktisk at der er for EVERYONE ved at være så neutral i visualiseringen, mens der er mange der udelukkende får fortalt at det er de hjemløse på gaden der mangler et hjem. Flere har spillet på ordene home/hope eller home/me. I denne løsning er det house/us der er budskabet, og i øvrigt det eneste eksemplar af slagsen.

Jungjin Park
Design: Jungjin Park fra SydKorea

 

Astfaldt-temaet er naturligvis et gennemgående tema, næsten på linje med bænken og papkassen. Men her en flot eksekvering med brug af en astfaldt-pil:

Martin Mendelsberg
Design: Martin Mendelsberg fra USA

 

Selvom plakaten og temaet herunder er meget trist og pessimistisk, er det virkelig godt tænkt at bruge pap-kassen som årsagen til OG i forbindelse med det sidste hjem, nemlig som gravsten til graven.

Ricardo Garla
Design: Ricardo Garia fra Brasilien

 

Egentlig forstår jeg ikke rigtig meningen med teksten og billedet, men jeg kom straks til at tænke på en lille pige jeg har hørt om som netop var hjemløs og som måtte bruge tændstikker til at varme sig med. Om det var hende, denne designer refererer til, ved jeg ikke. Men jeg faldt for hvad den fik sat gang i hos mig og for den flotte eksekvering:

Naghi Hamidi
Design: Naghi Hamidi fra Iran

 

Egentlig så enkel en idé, at det er mennesket selv der danner visualiseringen af huset, i stedet for at vi som designere ofte bruger en masse energi på at fotografere og tegne os til en flot løsning!

Jessica Olavarria
Design: Jessica Olavarria fra USA

 

Her et helt fantastisk spil mellem ord og papir:

Pernice Carolane
Pernice Carolane fra Frankrig

 

Og ja, bænken må vi selvfølgelig også lige have med 🙂 Her et bud fra en designer der i øvrigt også havde lavet en løsning med en nøgle, hvor dens takker var silhuetter af mennesker … en god idé men svær at holde af grundet dens lyserøde farve! Men den kommer ikke op mellem mine top 10.

Yi Ji Hsueh
Design: Yi Ji Hsueh fra Taiwan

 

 

Er du enig, uenig, eller har andre gode bud? Så skriv endelig …

 

 

 

 

 

 

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.