Det er efterhånden et par år siden, at jeg første gang stødte på det japanske begreb kintsugi – og blev hovedkuls forelsket. Kintsugi er en gammel, traditionel, kunsthåndværksmæssig metode til reparation af keramik og porcelæn. Kintsugi betyder direkte oversat “Kin”=guld, og “tsugi”=sammensætning/reparation.
Kintsugi handler ikke kun om at reparere og dermed forsøge at skjule reparationen – metoden gør en dyd ud af at fremhæve reparationen, hvilket kan skabe fantastisk smukke, dekorative former. Kintsugi fejrer det uperfekte, hvilket jeg mener, at vi kan lære meget af i dag, hvor vi i stigende grad har en brug-og-smid-væk-kultur.
Den oprindelige metode er både kostbar (da der bruges ægte guld) og tidskrævende, men du kan jo lade dig inspirere til at kaste dig ud i at tabe for derefter at lime … og se hvad der kan opstå undervejs i processen 🙂
Lad os fejre det uperfekte. Du kan finde mere info om kintsugi i dette indlæg af YouTube’ren French Guy Cooking som interviewer en japansk kvinde, der arbejder med håndværket. Og i dette efterfølgende indlæg kan du følge hans bestræbelser på at finde sin egen metode.
På den Japanske Design Festival i sidste uge, fandt jeg imidlertid et reparationssæt (“New kintsugi repair kit” fra humane), som kan bruges til porcelæn, der skal i forbindelse med madvarer. Juhuuu – glæder mig til at komme i gang.