Logo som kartoffeltryk

Da jeg tilbage i starten af 90’erne startede som forventningsfuld studerende på linjen for Visuel Kommunikation på Danmarks Designskole, var der ikke mange computere til rådighed. Efter 2-3 års studie kunne man få adgang til een af computerrummets 10 maskiner, hvis man altså lige havde husket at skrive sig op en uge før.

Vi lærte, at logoer skulle have en enkelthed, så det i princippet kunne skæres ud og laves som kartoffeltryk, hvilket vi var flere der himlede lidt over på den der “helt ærligt, os unge super kreative mennesker i denne højteknologiske tid”-måde! Vi var naturligvis stadig i faxens storhedstid men også på hastigt på vej ind i computerens med de uendelige af muligheder.

Her ca. 20 år efter, vil jeg gerne officielt tage min himlen i mig igen. At et logo skal kunne skæres ud i en kartoffel er måske nok mest en pædagogisk overdrivelse, for at få de studerende til at forstå, at fokus på formens enkelthed og særlige karaktertræk er en dyd. Ikke desto mindre er det en process mange grafiske designere kunne have rigtig god gavn af i dag.

År 2012 bød liiiiige før lukketid, på to logoer, der på hver deres vis ikke klarer denne kartoffelprøve. Det er to meget forskellige afsendere, der begge mener, at det er tid til at re-brande sig for at trænge igennem til 2013-danskeren. Og det har de bestemt haft ret i. For begge afsendere er jeg imidlertid i den grad i målgruppen, og jeg må sige, at jeg har så svært ved at tackle disse to logoer, at jeg har forsøgt helt at undgå dem, ikke mindst her på min blog. Det drejer sig om Spies og om Folkekirken. Da Holger Dahl har skrevet et par knivskarpe anmeldelser af dem på KommunikationsForum: Spies’ nye logo og Folkekirkens nye logo, har jeg ladet det blive ved det, og i stedet udnytte denne gode chance til at minde om at have enkelthed for øje.

Spies nye logo er udviklet af det svenske bureau Happy F&B. Dets orgie af vulgære computergenererede farvefaitninger i et hjerte, får mig på ingen måde til at vælge dem som det rejsebureau, der skal transportere min familie og mig ned i varmen. Jeg er helt med på at effekten kan have stor konstruktiv gavn i diverse sammenhænge, ikke mindst på film og digitale løsninger. Det er effekter der kan tilføres, hvor det giver mening, men det bør ikke være en del af et “hoved”-logo. Det er for overfladisk et udtryk og, jeg kan simpelthen ikke stole på en virksomhed med et konstant smørret lipgloss-glimmer smil der får mig til at associere til lidt for solbrun hud smurt ind i olie, friturestekte chips o.lign …

 

Folkekirkens logo, af Jacob Jensen Design, fremstår langt mere uskyldigt og er ikke pakket ind i computerens vulgære effekter. Jeg har derimod svært ved at håndtere de mange spinkle linjer, der flimrer for mine øjne. Trods de mange gode bagvedliggende tanker, fremstår denne fragmenterede form blot usikker. Det forvirrede billede afspejler måske meget præcist, hvordan jeg har det med Folkekirken, men kan slet ikke overbevise mig om, om jeg skal melde mig ind. Her vil en ballast og en ro være at foretrække.