Først … rigtig godt nytår fra mig. Det er så spændende, hvad 2013 kommer til at byde på af gode input. Jeg lægger gerne for, og udnytter denne anledning til at formidle de 10 største inspirationskilder fra 2012, nævnt i uvilkårlig rækkefølge. Håber du kan bruge een eller flere af dem, eller har lyst til at løfte sløret for dine herligheder i kommentarfeltet nedenfor.

 

Instagram:

Dette flygtige medie indeholder virkelig meget ligegyldighed, hvilket har resulteret i en række temmelig underholdende bud på musikvideoer med instagram-fotografen som hovedperson:

 

Jeg er, som tidligere beskrevet, meget ny i denne skønne verden, men har allerede lært mig at vælge meget groft til og fra på et brøkdel af et sekund, for ellers bliver dette medie hurtigt en tidsrøver. Jeg bliver derfor så imponeret, når jeg falder over en fotograf, der i den grad skiller sig ud fra mængden, og med sine billeder kan få alt til at stå stille i et øjeblik. Landskabsarkitekt Elin Liavik fra Oslo rammer nogle motiver og stemninger, der på een gang er både originale og klassiske, moderne og nostalgiske. Hun er eminent til at se! Hun skriver selv: “Det viktigste for meg å formidle er at jeg liker best å forsøke å finne komposisjoner og utsnitt som viser det vakre i de dagligdagse tingene som omgir oss, og er fascinert av hvordan lys kan skape og endre et motiv.” Hun har sendt mig nedenstående fire billeder, et lille udvalg der kan inspirere til at finde og følge hende på Instagram under navnet: @elinlia

Elin-Liavik

 

 

Pinterest:

Også Pinterest er en ny arena, som jeg glæder mig meget over at have stiftet bekendskab med. Er du selv herinde, kan jeg varmt anbefale at gå på opdagelse i Rikke Majgaard’s imponerende boards med over 18.000 pins. Magen til entusiasme og flid skal man lede længe efter. Jeg skal virkelig tage mig i agt, for ikke at skovle alle hendes skønne pins over hos mig selv, men forsøge at holde hovedet koldt og modent udvælge de bedste af de bedste pins … I sin infotekst skriver Rikke: “The world is filled with beautiful things, and life is too short not to experience. This is my collection spiced up with imaginative solutions that makes me smile and think outside the box”.

Pinterest

 

 

Blog:

Min ubetinget yndlingsblogger er Pernille Mühlback som er kvinden bag Illustrafil. Hun er en gudsbenået illustrator hvis skønne, satiriske streger, suppleret med en yderst velskrevet skarp, selvironisk tone, skaber latterkramper i mit lille hjørnekontor. Jeg kan på det kraftigste anbefale at besøge hendes helt særlige blog med det lille forbehold, at man bliver stærkt afhængig. Udover de meget underholdende indlæg, inspireret af hverdagens små og store spørgsmål, anmelder hun også bøger, formidler ideer til gør-det-selv-sysler, mm.

Illustrafil

 

Skriftligt:

Journalist Signe Eriksen Tonsberg, Tonsberg Tekst, er en gudsbenået ordskrædder, verbalt som skriftligt. Om hun svinger sine skørter i lange, seriøse artikelserier, i en hurtig vending over mail, i radioen eller over telefonen, efterlader hun mig altid måbende tilbage med næsegrus beundring og fornyet inspiration ind i ordenes verden.

 

Facebook:

Facebook-siderne Grafisk debat og Graphic Minds blev grundlagt i 2010 og har med sine godt 3000 “venner” – et bredt netværk der læser og deler tips, ideer, tricks, genveje, arrangementer og holdninger inden for den grafiske verden. Et fantastisk initiativ og et herligt forum.

Grafisk-Debat

 

Debatforum:

Det har været en stor fornøjelse at følge med i det meget aktive debatforum: Kforum / Kommunikationsforum. Det er efter min mening ikke kun særdeles sundt men også en nødvendighed at holde sig orienteret om verden omkring sig, så man ikke henfalder i visuelle fantasier … og et lille skridt på vejen er at blande sig med de mange former for gode kommunikationsfolk der eksisterer rundt om i store som små virksomheder i det private og offentlige. Nyhedsstrømmen herinde er stor og variationen i formidlingen ligeså: anmeldelser, debat, artikler, indlæg, mm.

 

Netværk:

Et godt netværk er uerstatteligt og den menneskelige kontakt vigtigere end alt andet. Jeg har især nydt virkelig godt af de netværksgrupper, som jeg har meldt mig ind i under organisationen Danish Design Association. Rammerne er præcise og fastlagt og fyldt ud med mange forskellige meget kompetente mennesker, der alle er top engagerede og nysgerrige på udvikling af designfaget.

 

Foredrag:

Da jeg selv er foredragsholder, er jeg naturligvis meget opmærksom på, hvordan andre angriber denne helt særlige desciplin. Et af de bedste foredrag jeg nogensinde har set/hørt, var netop i det forgangne år på min datters skole. Foredragsholderen var Anja Cetti Andersen, stjernestøvsforsker og lektor ved Dark Cosmology Centre ved Niels Bohr Institutet. Anja er en helt igennem eminent formidler af et ekstremt komplekst stof, hun underviser, holder foredrag og skriver bøger til både børn og voksne og vandt P1’s Rosenkjærprisen i 2006. Hun udstråler så stor kærlighed til sit fag og så stor vilje til at skabe indsigt og forståelse hos sit publikum, at man får lyst til at gå op og give hende et kæmpe smaskkys, efter at man har hørt og set hende fortælle. Selvom du ikke interesserer dig for stjernestøv, kan jeg på det kraftigste anbefale at tage denne oplevelse med, hvis lejligheden byder sig 🙂

 

Børn:

Man skal ikke underkende effekten af at have børn omkring sig. De er genier på et niveau ingen voksne kan nå og er en helt igennem uundværlig inspirationskilde. Dels konkret i deres tilgang til form, farve, komposition, materialer, mm. Men også deres tankegang er for viderekommende og en gave at få indsigt i, hvis man er heldig.

 

Opholdssted:

Afslutningsvis vil jeg røbe et af mine yndlingssteder … et sted som er uudtømmeligt for inspiration og ideer og et herligt sted at slappe af. Jeg holder virkelig seriøst af at sidde i en S-togs-kupé, studere mennesker der kommer og går, deres relationer til hinanden – også de ubevidste – overhøre dele af samtaler der er taget ud af den større sammenhæng, se ud af vinduet på alt hvad der haster forbi … det er det absolut bedste sted at opholde mig, når jeg skal koncentrere mig, det er her jeg har skrevet min bog og lavet mange foredrag, her jeg skitserer, osv. Her sidder jeg og kroner som en anden Dan Turéll og tænker: “Jeg holder af hverdagen” … det er herligt – prøv det!

 

Til LinkedIn, Béhance, diverse blogs, venner, familiemedlemmer, kolleger, samarbejdspartnere, kunder, museer, musiksteder, byrum, skove, strande, osv. osv … I er på min lange, lange liste som desværre må stoppe her  … tak for stor inspiration det forgangne år, vi ses i 2013 🙂

 

2 Comments

  • Hej Christina,

    Godt nytår! 🙂 Min første hilsen til dig her på din blog, som jeg nu har fuldt et stykke tid. Først og fremmest, vil jeg takke dig for spædende læsning.

    Fin liste du har lavet. Jeg er selv flittig bruger af de forskellige medier du nævner – de er skønne inspirationskilder på hver deres måde. Jeg falder også over det du skriver med at sidde i toget. Det er skægt, jeg har nemlig også altid haft det sådan. I mine yngre dage yndede jeg at sidde at skitsere de forskellige typer af personer, som kunne befinde sig i en togkupé, i en lufthavn eller på en togstation. 🙂 Og så er jeg naturligvis enig med dig i at Pernille Mühlbach er en skæg kvinde. Elsker hende også! 😀

    Smil, Winnie

  • Hej Winnie

    Tusind tak for din hilsen her på bloggen, og herligt at høre, at jeg har en kreativ sjæleven i S-toget 🙂 Jeg overvejede seriøst om jeg skulle være så ærlig at skrive det, og om man ville opfatte mig som helt igennem tosset 🙂 Måske vi mødes dér en dag 🙂

    Bedste hilsner fra
    Christina

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.