I Journalisten.dk var der i fredags en artikel om de dominerende og uforståelige X’er i Mediehøjskolens (fusion mellem Den Grafiske Højskole og Journalisthøjskolen) visuelle identitet.
Rektor Jens Otto Kjær Hansens argumenter som at ”X’erne blev indført for at få opmærksomhed og skabe et samlingspunkt i fusionen” og “fordi det har en kraft som visuelt symbol” er ikke holdbare. X’et fremstår netop ikke som den stærke grafiske form med den symbolik, der kan lægges i et sådan. Den gentagne brug af X’et neutraliserer det blot og betydningen af det ligeså. Den lægger i stedet op til et system, der ikke er til at få hoved og hale på. Var budskabet med den visuelle identitet at ”vi mangler ord” for ”en uforståelig fusion”, var X’erne som dominerende designelement derimod ramt meget præcist.
En visuel identitet bør støtte op om og formidle, hvad det er for en virksomhed, vi har med at gøre her. Dens visuelle virkemidler skal understøtte formidlingen og ikke forvirre og eller skabe opmærksomhed i kraft af misforståelser og dårlig omtale.
Disse X’er har i bedste fald fungeret som visuelt pynt og lagt en stil og tone i den visuelle identitet, der måske specielt har appelleret til de unge. X’erne vil for nogen associere til kodnings-sprog andre til korsstingsbroderi! De er brugt som en effekt, der hører til på en flyer for en ambientfestival!
Personligt synes jeg at fusionen mellem Den Grafiske Højskole og Journalisthøjskolen skabte mange spændende muligheder. Et møde mellem disse to formidlingsinstitutioner er så konstruktivt et afsæt for at skabe noget unikt formidlet i en visuel identitet, at jeg faktisk godt forstår, hvis man fik præstationsangst og dvælede for længe på x-tasten (ikke at forveksle med nabotasten: zzzzzzzz)
Herunder et skærmbillede af en plakatgenerator hvor mængden af X’er kan justeres!
Her link til indlæg om den visuelle identitet af Line Rix.