I 2020 indtog engangsmundbind vores hverdag, og vi måtte forholde os til dem både fysisk og mentalt. Mens jeg selv, med en lungekapacitet på 60%, besværet trak vejret gennem den syntetiske maske, var jeg fascineret af maskens konstruktion; at den kan udfoldes fra flad til rummelig form, metaltråden der klemmes om næseryggen samt ”vingerne”, der kan snoes og dermed forkortes. Men jeg studerede også, hvordan mundbindet interagerede med ansigtsbevægelser under brug; de små udposninger når en person trak vejret, samlingen mellem læberne under tale, o.lign.

I de fem mundbinds-parafraser har jeg “vendt vrangen ud” på engangsmundbindet og visualiseret luft, spytpartikler, kvælningsfornemmelser o.lign. fysiske og psykiske følger under brug.

Engangsmundbindets plast og aluminium er 450 år om at blive nedbrudt i naturen. Foldekonstruktionen – fra flad til rumlig form – inspirerede til denne flydende åkande, hvis blomsterblade ændrer form fra midten og ud. Der er desuden en parallel mellem smittespredning og botanikkens safter, pollen o.lign. De løsrevne ”blade”/mundbind kan give overvejelser om, hvorvidt de er brugte eller ej, ligesom en umiddelbart uskyldig plante kan være meget giftig. Denne mundbinds”plante” er måske en superspreder! Den botaniske form i kontrast til den syntetiske farve er et bud på en miljøkommentar fra mig.