Om få dage er der valg igen, igen. Vi har de sidste par uger været ved at drukne i valgplakater i gadebilledet, idet EU- og folketingsvalget har ligget meget tæt. Det har sommetider været svært at skelne plakaterne for de to valg fra hinanden, hvilket måske også har været hensigten for nogen af partiers vedkommende, for at komme kreativt omkring reglerne for ophængningsperiode og dermed mulighed for bedste placering? I skrivende stund burde alle EU-plakater dog være taget ned (hrmmmmm), så det nu udelukkende drejer sig om folketingsvalget. Billedeeksemplerne i oplægget her er taget gennem hele valgperioden, og drejer sig kun om det visuelle og ikke indholdsmæssige og politiske.

Spørgsmålet er, om der er nogen tydelige og nye tendenser, eller om alt er som det plejer? Det vil jeg kigge lidt nærmere på …
Op til kommunalvalget i 2013 skrev jeg et indlæg om layout af valgplakater og her var tryk direkte på det såkaldte kanalplast et relativt nyt bud på materiale. Plastikplakaten er tydeligvis kommet for at blive – jeg har i år kun set enkelte papirplakater opklæbet på en træplader. Spørgsmålet er om plastikplakaterne er mere eller mindre miljøvenlige i det store klimaregnstykke (materialer, produktion, genbrugsmuligheder, transport, mv)? De er med sikkerhed mere arbejdsmiljøvenlige for de mange flittige, der skal sætte dem op, idet de er markant lettere. De har givetvis også en fordel ift. til slitage, hvor papir er sårbart i det utilregnelige danske vejr. Men plastpladerne er en smule transparente og har desuden en tendens til at kække enten horisontalt eller vertikalt, hvilket kan give nogle pudsige beskæringer, som på de to SF-portrætter her, hvor øjnene er forsvundet og et øre fremhævet:

De uundgåelige plastikstrips har jeg også tidligere kommenteret, da der sommetider har været nogle virkelig underholdende møder mellem dem og portrættet på plakaten, der gav streger i panden, horn, mv. I år har jeg ikke set et eneste underholdende eller uheldigt eksempel herpå.

Til gengæld er alternative promoveringskanaler i brug med mere eller mindre heldige udfald. Alt fra uddeling af blomsterfrø ved dørene, YouTube-kampagner og så selvfølgelig busserne, hvis sider henvender sig til een målgruppe mens bussens bagende henvender sig til en anden (først og fremmest bilisterne). Opklæbede budskaber på bussen må dog vige for dens udluftningskanaler, lysskilte mv. hvilket kan danne nogle pudsige møder … eller måske bruges konstruktivt? Stregen i Tommy Ahlers’ pande her lyser rødt hver gang bussen standser. Mon det er gennemtænkt formidlingsmæssigt eller en tilfældighed?

Da Enhedslisten kom frem med deres nye visuelle identitet kom de med et meget kreativt og kærkomment bud på at bryde monotonien i det rektangulære format med trekantede og cirkelformede plakater. Disse har jeg dog ikke set nogen af i år. Kunne de kun bruges i kommunevalgssammenhæng? Til gengæld bryder de i år monotonien en smule ved at have en anden beskæring end de fleste, så mere af overkroppen er med. Det fungerer dog ikke helt optimalt, da de med bryst og mave i fokus kommer til at se ud som små miniput-mennesker i sammenligning med de mange andre plakater – og desuden er svære at genkende. Det er dog klart at foretrække fremfor en for tæt beskæring midt i halsen, så hovedet står alene tilbage som serveret på et fad.

Det er første gang jeg ser plakatformatet udtænkt, som Liberal Alliance har gjort det med deres dobbeltplakater herunder; en plakat til hoved med skuldre og en plakat til at forlænge portrættet med en krop. Jeg gad godt at se en kandidat byde op til dans, når en løs underkrop vipper frem og tilbage i blæsevejr. Det må dog være en ulempe hvis en underkrop som Simon Emils ender som krop på et andet partis kandidat? For god ordens skyld skal jeg fremhæve, at eksemplet th er photoshopmanipuleret, da jeg ikke er stødt på et sådan tilfælde. Men … plakaten af underkroppen fandt jeg faktisk hovedløs, og det er måske i sig selv et pudsigt møde med en politiker?

Traditionen tro er der de mange kandidater, der bruger eller tager udgangspunkt i partiets layout-templates, og så er der dem, der laver deres egne, som Kåre herunder, der er meget glad for at have et Å i sit navn. Selvom nogen af dem i den grad kammer over med kreative budskaber, er det al ære værdigt, at de gør et forsøg på at skille sig ud fra mængden. Hvad enten det er som en festlig collage, ved at fremstå i gråtoner i stedet for i farve, blive beskåret anderledes eller ved at blive fotograferet nedefra. Mulighederne er mange.
Socialdemokratiets kampagne med A i en collagecirkel er som udgangspunkt æstetisk. Fotocollagen minder mig dog om en blanding imellem forsiden på et blad for en religiøs sekt og en utopisk computerrendering af et fiktivt miljø om en bygning skabt af et arkitektbureau. Kom med ind i et klima-Paradis med A … hrmmm!

Sidst men ikke mindst skal jeg da lige nævne, at der er kommet nye partier til og dermed nye bogstaver og muligheder til udvidelse af ordlegen. Jeg kan jo stadig fnise lidt af AV og ØV. Men de helt unge skriver f.eks. XD, når noget er virkelig morsomt – det ved jeg ikke om X og D synes, at de er? Måske hvis de slår sig sammen, for X’et i Klaus Riskjær Petersens parti fører mig tilbage til de gyldne tider i 80’ernes kække reklamebureauer, hvor en prut slået af en kreativ AD’er kunne udløse enorme pengesummer … og Nye Borgerliges D er simpelthen for anonymt og kedeligt.

Rigtig godt valg til både vælgere og partier. Og husk at få både plakater og plastikstripes med hjem – Plakaterne kan genbruges og det gør ikke så meget, hvis du har fået en ny frisure siden sidste valg 😉

Politiken har lavet en lille samling af sjove plakater.

DR om hvorfor valgplakater ser ens ud.

Er du i øvrigt i tvivl om, hvordan krydset på stemmesedlen skal formes, kan du læse denne lille guide.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.