For et års tid siden opdagede jeg en lille sort og hvid mosaik hænge højt oppe på en gavl på Frederiksberg. Den var tydeligvis samlet af små kvadratiske kakler og derfor i både visuelt udtryk og materiale/udførelse en helt særlig skat i gadebilledet. Den utraditionelle placering gjorde det klart, at der her var tale om et fint, lille stykke streetart, og der skulle ikke gå mange dage, før jeg fandt den næste. Jeg vil tro, at jeg i skrivende stund er stødt på godt 10-15 stykker fordelt forskellige steder i København – alle i samme form og farve men i varierende størrelser og materialer, som de to eksempler herunder tydeligt visualiserer:

Sidenhen har jeg googlet en del for at finde frem til mere om denne “nye?” streetart-kunstner og værkerne. Jeg har bla. søgt på ordene; streetart, kakler, pixels, men uden held. Da jeg frustreret forhører mig hos en god bekendt og viser ham et par billeder af værkerne, siger han “Nååååår, mosaik-mysteriet om Grønland” … for ja da, det er jo en pixilleret version af Grønland, hvilket jeg flovt må erkende at jeg ikke havde opdaget (og jeg skulle åbenbart have søgt på ordet mosaik i stedet for kakler og pixels).
Det viser sig, at der ligger en hel del mere bag denne mystifikation – hvilket du kan læse mere om på hjemmesiden hos Det Grønlandske Hus, som dels fortæller om en mystisk film og dels formidler, hvor i byen man kan finde værker – de følger desuden op på sagen på FB, hvor følgere sender billeder og kommentarer ind. De kan bla. fortælle at “mange af mosaikkerne har en relation til Grønland, f.eks. Nordatlantens Brygge, Trangravsbroen, Godthåbsvej og ved siden af isbjørnen i Nordisk Films logo på Frederiksberg Biograf. Mens andre placeringer tilsyneladende ikke har noget med Grønland at gøre: Hyltebjerg Allé, Fredens Bro, Tomsgårdsvej og motorvejsviadukten ved Frederikssundsvej.”

Jeg er så spændt på at følge dette kunstprojekt og måske en dag forstå, hvad det skal formidle – og indtil mysteriet er løst, vil jeg stornyde de fine, minimalistiske streetart-værker.

Hvis nogen ved mere, skriv endelig i kommentarfeltet. Det gør jeg, hvis jeg bliver klogere 😉

 

 

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.