Dette forår har jeg haft fornøjelsen af en del aktivitet på Designskolen som både censor, underviser samt vejleder til en håndfuld bachelorafgængere. Jeg har derfor også stor-nydt den nye rute fra Christianshavn Torv til Holmen, der blev tilgængelig i starten af året, da to nye gang- og cykelbroer; Trangravsbroen og Proviantbroen, blev indviet.

Trangravsbroen

 

Det første stykke vej langs kanalen er kendetegnet ved en del aktivitet, både i form af mange forskellige typer mennesker (familier, studerende, sprittere, pensionister, mm) og trafik (cyklister, biler, fodgængere, hunde …). Aktiviteten består også i de vanvittig mange skønne visuelle input; finurlige påfund, skæve, idérige og detaljer og spor i form af affald, slidtage, patina. Herunder et udpluk af herligheder fra min Instagram-profil:

Foto_Christianshavn_Christinabruunolsson

 

Efter den tætte atmosfære i den indre kanal, åbnes op for vidderne og udsigten, når man passerer den første bro. Een af mine yndlingsdetaljer er den formmæssige parafrase af fortøjningsankeret på kajen og Marmorkirken i baggrunden (herunder th):

Foto_Holmen_Christinabruunolsson

 

Man er ikke i tvivl, når man nærmer sig Design- og Arkitektskolen, som ligger lige over for Operaen. Især i denne eksamenstid myldrer det med unge mennesker, der er ved at færdiggøre deres projekter, og det er ikke et særsyn at finde dem liggende på alle fire og fotografere ude i det skarpe lys. Jeg kan klart anbefale, at bevæge sig ind på skolens område, hvor der mellem bygningerne er opstillet adskillige store modeller. Nogle er materialeprøver og undersøgelser af form og funktion, andre færdige projekter. Tag desuden et velfortjent hvil på een af de alternative siddepladser, hængt op på muren ud til et af de grønne arealer (herunder tv, midt).

Foto_KADK_Christinabruunolsson

 

Hele området emmer af historie, og det er et helt igennem pragtfuldt sted at trække lidt frisk luft. Inden længe åbner afgangsudstillingen, så det også bliver muligt at nyde inspiration indendørs. Datoen for åbningen er i skrivende stund ikke offentliggjort på skolens hjemmeside, men hold øje med den, det er et besøg værd at se ungdommens nyeste tankevirksomhed visualiseret.

Foto_KADK2_Christinabruunolsson

 

Turen er en sand lise for krop og sjæl og de to broer er genialt tænkt. Tak for dem!

Dog er der to øjebæ’er på turen, som netop de to broer skal stå mål for. At det ikke er tilladt at skate, kan der være en vis ræson i, af sikkerhedsmæssige grunde. Men jeg mener, at det er fuldstændig uacceptabelt og helt igennem anti-københavnsk, at sætte fire, store skilte op på hver bro, med forbud af låse. Det er de såkaldte kærlighedslåse eller love padlocks, der hentydes til, en verdensomspændende trend som Bryggerbroen er den heldige, at være den første til at stå model for her i København. Det er så fin og original en idé, en form for ukoordineret streetart udført af tusindvis af mennesker, alle med eet budskab: KÆRLIGHED. Der skal mange tusinde låse til, for at de visuelt hæmmer broens arkitektur på niveau med disse grimme skilte :.-(

Forbud_1

Forbud_2

 

Jeg vil derfor slutte denne lille tur af med et stort billede af en kærlighedslås, taget for et par år siden En lås med en KÆMPE smiley der med sine hjerter opfordrer til fri kærlighed til alle kærlighedslåse 😀

Kærlighedslås

 

One Comment

  • Fantastisk med endnu et Rute indlæg. Du ser detaljer vi andre almindelige dødelige ikke ser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.