Vel tilbage efter sommerferien, vil jeg i de næste par indlæg præsentere et par meget kontrastfulde visuelle highlights.

Operaen i Oslo (af arkitektfirmaet Snøhetta, arkitekt Tarald Lundevall, 2008) var en meget stor oplevelse. Vi besøgte denne fantastiske bygning en overskyet formiddag, hvilket kun gjorde oplevelsen mere dramatisk. (Herunder foto af Hans A. Rosbachy, hvor man kan se bygningen fra vandsiden). Som et strandet isbjerg er bygningen placeret i vandkanten med taget forskudt i store, skæve flader direkte ned i bølgerne. På afstand får man associationer til herlige skiløjper, men ved nærmere eftersyn får man en fornemmelse af sne- og is-elementets drilske overraskelser …

Operaen i Oslo

 

Påført solbriller, da lyset fra den store mængde hvide marmor er utrolig skarp, besteg vi isbjerget. Indgangen af glas ligger let skjult som en mørk sprække i isen påført navnet “Operaen” nærmest hviskende typograferet mellem glassets blanke spejlinger (billede tv). Vidderne har en konstant hældning og forekommer uendelige, da man ikke kan se afslutningerne. Det viser sig da også at gå faretruende, lodret ned for enden af flagerne, en udsigt man kan stå og nyde forsvarligt beskyttet af en høj kant – naturligvis – men som på afstand var helt usynlig.

Operaen i Oslo

 

Og netop det usynlige er een af de mange genistreger i arkitekturen. Et andet eksempel herpå var fordybningen af trapperne (billedet th), hvilket gjorde, at de forsvandt fra andre vinkler (billedet tv) og dermed undlod at bryde de store, lige flader. Meget elegant udtænkt.

Operaen i Oslo

 

Selvom Operaen fremstår meget hvid har den ved nærmere eftersyn mange nuancer der changerer fra diverse grå- til gullige toner, hvilket giver mig associationer til en isbjørns pels på maven.

De store og umiddelbart meget enkle flader er sammensat af mange sirligt udarbejdede “fliser” der som folder i et papir fremstår i forskellige højder, niveauer og overfladebehandlinger. Det er meget overraskende detaljer der øger oplevelsen af den utilregnelige sne med forrykkede overflader. De enten optiske eller konkrete detaljer kræver, at man er nød til at være opmærksom på, hvor man træder, så man ikke starter en lavine i det uskyldige landskab.

Operaen i Oslo Christina Bruun Olsson

 

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.