Sommetider er der ikke brug for en visuel identitet men udelukkende et logo alene, hvilket der kan være flere grunde til. Det kan bla. være et produktlogo, som et supplement til et allerede eksisterende overordnet logo med en dertil visuel identitet. Herunder forskellige eksempler på logoer:

Det elegante men meget specielle PH Grand Piano, et flygel designet af Poul Henningsen i 1931, er inspirationskilden bag ToneArt-logoets form og komposition. Skarpe kanter, runde buer, store flader og små detaljer. A’et troner som en krone og balancerer opmærksomhedskrævende på den “lille scene” under sig. Logoet har jeg udviklet i min tid hos Krogh&Co Designbureau.

Journalisten Signe Tonsberg bag Tonsberg tekst er en personlighed af dimensioner, og logoet afspejler dette kraftfulde og nuancerede energibundt af en formidlende kvinde.
T’et er sammensat af to meget forskellige og kontrastfulde T’er: Det klassiske serif-T som afspejler elegance, femininitet, klassisk journalistik, godt håndværk, detaljen, mm. og det grotekske T, som dels kan repræsentere den moderne tilgang til faget, men også den rå og maskuline attitude.

Foreningen for Senfølger behøvede deres eget logo, som supplement til Kræftens Bekæmpelses logo. Senfølger er en række sygdomme, der ofte kommer i kølvandet af en kræftsygdom. Det er sygdomme som kan være svære at definere eller ofte ikke er accepteret for omverden. Der er i dette logo taget udgangspunt i Kræftens Bekæmpelses dobbelte uendelighedssymbol, så det danner et stående S. Det signalerer, at patienten har “rejst” sig stolt igen, men stadig kan lide af sygdomme i kølvandet af kræftsygdommen.

Logoet til den internationale, meget prestigefyldt dirigentkonkurrence; Malko-konkurrencen, bliver redesignet hvert 4. år, her er min løsning fra 2008. Illustrationen af hånden med dirigentstaven har været et gennemgående element i den lange række af logoer, Malko-konkurrencen har fået lavet gennem tiden. I denne løsning er hånden placeret i en statisk, rektangulær form, så den enkle, dynamiske dirigentstav får plads at bevæge sig på og dermed fokus ved at være det eneste, der bryder den stramme form.

Foreningen til gamle bygningers bevaring ønskede, at deres logo skulle tage udgangspunkt i K.B. hHallen på Frederiksberg. Hallen brændte ned i 2011, blot et par måneder efter at den var blevet fredet af Kulturarvstyrelsen, og blev dermed et endnu stærkere signal for foreningen. Hallen er bygget op på ny og åbnet i 2018.

Produktlogo for BRO Kommunikation – en parafrase over deres logo på daværende tidspunkt.