Udstillingsdesign; vandreudstilling om "Danmark-ekspeditionen"

På en iskold januardag åbnede vandreudstillingen "Når mænd får nok af hinanden –  om bord med Danmark-ekspeditionen" på Museet for Søfart i Helsingør. Den består af tre små rum, der er opstillet i forlængelse af hinanden (kan tydelig ses på fotoet her taget ude- og oppefra). På inder- og ydervægge er store fotos taget under ekspeditionen i starten af 1900-tallet (indersider med motiver på og ved skibet, ydersider med motiver med landskab og vid horisont), udvalgte dagbogsskriblerier brugt som grafik og skilte med citaterne i læselig udgave. Min primære opgave var at lave skilte og grafik til væggene, og resultatet blev til en spændende udstilling i samarbejde med museets udstillingsdesigner Pernille Clifforth.

Store plancher i starten og slutningen af rummenes forløb samt imellem rummene fungerede dels som informationsplancher men havde også den virkning, at hænge frit og danne spændende skygger. De var skæve i formen for at give konkrete associationer til isflager men også for at afspejle den skrøbelige stemning, der var blandt mændene ombord. Den røde planche lukkede tilmed lidt af for det midterste rum (hvis tema var netop disse anspændte og klaustrofobiske situationer på skibet), hvilket den kaotiske brug af grafik og skilte også afspejler. Museets skæve vinkler og let skrånende gulve passer perfekt til denne udstilling som efter d. 25 august 2019 rejser videre til andre nordiske lande.

Skiltene forholder sig form- og placeringsmæssigt til linjer i billederne. Der er hvide og grå skilte for hhv. dansk og engelsk tekst. De hvide er tykkere end de grå – rød tekst på skilteflager med rød kant er den der ses som håndskrevet grafik på væggen.