At lave et projekt til et hospital har altid været min store drøm, for netop her kan kunst og formidling virkelig gøre gavn for mange; patienter, pårørende og ansatte samt både børn, unge og voksne. Den drøm er nu blevet til virkelighed på Rigshospitalet.

Jeg kalder mit projekt “Hvor der er hjerterum …” og det består af en serie på 8 fotos, hver med en detalje af de strandsten, der er støbt ind i betonelementerne, som Centralkompleksets karakteristiske vægge og ydermure består af (arkitekter: Jørgen Stærmose og Kay Boech-Hansen, 1970). De mange unikke sten byder hver især på spændende farve­­nuancer, strukturer og ikke mindst former – især den enkle og letgenkendelige hjerteform, der ofte opstår til­fældigt på grund af sin formmæssige fleksibilitet; kantet, buttet, asymmetrisk, langt, bredt, osv.

Serien hænger i Rigshospitalets forhal, et sted der i sig selv fungerer som hospitalets hjerte. Her ligger bl.a. Informationen og mange mennesker krydser dagligt området på deres vej fra a til b eller tilbringer en del ventetid.

Jeg håber meget, at projektet vil inspirere til at gå på hjertejagt mellem de tusindevis af sten her på Rigshospitalet, men også at det kan være en generel øjenåbner til at se på hverdagens mange motiver med et fornyet blik – et budskab jeg forsøger at formidle gennem mit SE DIG FOR-projektet.

Herunder er lidt fotos fra processen. Jeg mødte op en time før fotografen Ebbe Forup og fandt over 40 hjerter, hvoraf jeg skulle vælge 8 stk. – det var noget af en udfordring. Men det er et godt eksempel på, at der er rigelig med hjertesten af meget forskellig karakter at lede efter.

Også på det smukke gulv af bornholmsk granit er der massere af hjerter at finde … og er man slet ikke til hjerter med derimod til ansigter – ja, så er de naturligvis også at finde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.