Visuelle sammentræf

Posted by on 13. december, 2017 | No Comments

En mørk og kold decemberaften for en del år tilbage, kørte jeg træt hjem i s-toget. Pludselig kom kraften til mig og netop i det øjeblik. fik jeg øje på et enestående visuelt sammentræf, som jeg vil tro er ganske tilfældigt; Butikskæden; Tiger, reklamerede for deres røde lyssværd, og drengen på billedet holdt sværdet i en vinkel på ca. 45°. Nøjagtig samme lysende rød gik igen på oversigten over tog-stationernes navne, der tilmed var og stadig er placeret i nøjagtig samme vinkel. Jeg har tit tænkt tilbage på dette vidunderlige sammentræf og fandt forleden et billede herfra langt nede i mine gemmer. At endnu en Star Wars-film “The last Jedi” får præmiere herhjemme i dag, var derfor en oplagt anledning til at fortælle om denne eventyrlige oplevelse:

Billedet herover til højre er fra Özlem Cekic’s FB-side, hvor hun taler med overrabbiner Bent Melchior. I opslaget skriver hun: “Vingerne folder vi først ud, når vi starter”, og kommenterer dermed  på det tilfældige og heldige sammentræf, at de begge står under en rund lampe, der giver associationer til glorier. Lamperne agerer glorier fra fotografens vinkel og spørgsmålet er, om han selv opdagede dette sammentræf og skyndte sig at fastholde mødet med sit kamera, eller om han/de først opdagede det lysende held bagefter? Ofte er det sidstenævnte fastfrossede motiv, der åbner op for de herlige, tilfældige møder, men man kan med stor fordel øve sig i at finde dem inden eller mens de står på.

Som de fleste af mine læsere her på bloggen ved, så påfører jeg mig gerne et par ganske usynlige men helt specielle visuelle briller de fleste af dagens vågne timer, dage i ugen, uger om måneden – år efter år. Når jeg husker at få dem pudset, giver de mig de skønneste øjeblikke, hvadenten jeg kører i tog … eller sidder foran computeren. Og apropos fastfrysning, så elsker jeg, når de kedelige ventevifter (hvad hedder de mon?) begynder at rotere omkring et mundparti, som i nedenstående eksempel fra en FB-side mens netforbindelsen var lidt sløv. Nederste eksempel er ligeledes et sammentræf som jeg gerne venter spændt på og dermed udløser et højt og tilfreds “Hi-hi” når det sker … DR’s Ultranyt (nyheder for børn, som jeg ofte ser på computeren med min 11-årige søn) har nemlig en jingle med gule trekanter, der tager afsæt i et centrum og former kloden. Når disse trekanter afslutter et interview kan man nemlig være heldig, at de vokser ud af munden eller næsen på personen, hvilket bare er SÅ sjovt den brøkdel af et sekund, hvor det tilfældige møde opstår.

På bloggen her er der en kategori for netop “Tilfældigheder“. Måske du kan finde yderligere inspiration til at bruge de visuelle briller. Holder du f.eks. af at læse avis? Her et indlæg om tilfældige sammenhænge mellem billederne på et opslag og i dette indlæg bliver du introduceret til at se sammenhænge gennem avissiden.

God fornøjelse 🙂

 

 

Leave a Reply