Små komponister laver store kompositioner

Posted by on 19. december, 2017 | No Comments

Til min bacheloreksamen på Danmarks Designskole lavede jeg en serie plakater med visuelle notationer over det tyske punkband Einstürzende Neubauten – to år senere var gregoriansk nonnesang omdrejningspunktet for min kandidateksamen. Som ansat på Den Grafiske Højskole gjorde en studerende mig opmærksom på, at jeg ofte nynnede deres layouts igennem, når jeg ville understøtte en pointe i min vejledning. I samme periode skrev jeg en bog, adskillige artikler og en rapport i kurset videnskabsteori, hvor jeg sammenlignede eksempler mellem den audio- og den visuelle verden – til brug som pædagogiske redskaber og til generel inspiration. Jeg har sidenhen vejledt adskillige designstuderende med eksamensopgaver, der tager afsæt i den audio verden, spiller fortsat musik under foredrag eller workshops og har desuden kategorien “Visuel musik” her på bloggen, hvor jeg kan komme af med alle de tanker og fascinationer, som tilsyneladende bliver ved at kredse om dette emne.

I efteråret har jeg mødt en håndfuld forskellige musikere med stor viden om komposition, og det har været meget spændende at få feedback på og udvikle de tanker, som jeg har rodet rundt med de sidste 20 år. Een af disse er Peter Bruun som de sidste 10 år har arbejdet med komposition i pædagogiske sammenhænge, bla. det pædagogiske værksted for børn; Små komponister, som han har udviklet i samarbejde med FIGURA Ensemble. “Komposition, skabende musikalsk arbejde, giver mulighed for at bruge sin musikalitet uden nødvendigvis at have traditionelle musikalske færdigheder” skriver han på sin hjemmeside, en sætning der er balsam for min selvtillid, da det gennem årerne har været min kæphest, at jeg hverken kan læse noder, spille på et instrument eller har forstand på musik … på traditionel vis, vel at mærke. Jeg blev inviteret til at overvære en workshop i en 5. klasse i Helsingør, hvor klassen skulle lære at komponere og lave visuel notation.

“Der findes nogle få store komponister – kender I mon nogen af dem?”, lægger Peter ud, da han sidder med de spændte børn i en rundkreds. Både Mozart og Vivaldi bliver nævnt og efter et par tilføjelser af Peter, kan han orientere om, at “alle vi andre er altså små komponister, både jeg som arbejder med at komponere og alle jer her i klassen” … Snedigt, tænkte jeg, som selv har en 11-årig dreng, der bestemt ikke finder det attraktivt at blive kaldt lille. Med et trylleslag er Peter og børnene på niveau. Efter en kort introduktion til og forklaring på forskellige vigtige begreber, som bla. handling, stemning, rytme, piano (svag) og forte (stærk) samt ikke mindst dirigentens rolle, har klassen nu en fælles grundværktøjskasse at komponere ud fra.

Først laver klassen i fællesskab en fortælling, som Peter omsætter til en blanding af figurative og abstrakte tegn på tavlen. Grisen, snemanden og kaffekoppen giver sig selv mens andre skal opfindes; “Kan vinden ikke være sådan en blød, buet streg?” spørger Peter ud i klassen, og alle – ikke mindst børnene der laver vind – nikker godkendende for dette visuelle tegn for vind. Også tegn og symboler fra den klassiske nodeskrift tages i brug som f.eks. crescendo og gentagelsestegnet, idet der ikke er grund til at finde på nyt – disse tegn rammer præcis den formidling som de skal. Det forunderlige er, at de helt uhøjtideligt kan indgå i denne grafiske notation sammen med et grisehoved!

Efter at historien om grisen var komponeret færdig var den ligetil at spille, når bare alle var tro over for tegningen på tavlen og Peter som dirigent. Sakse, kuglepenne og syleteøjsglas med pebernødder blev brugt på lige fod med traditionelle instrumenter som f.eks. mundharmonika, klokker og kazoo og herlige avantgardistiske toner lød fra denne heldige 5. klasse i december. Børnene nåede at lave flere kompositioner denne dag og skulle arbejde videre hen mod en afsluttende koncert dagens efter.

Jeg selv tog hjem med fornyet inspiration og entusiasme. Både ifh. til undervisning af denne målgruppe men også ifh. til mulighederne inden for grafisk notation. Jeg glæder mig så meget til at komme i gang med at komponere videre med mine ideer. At komponere betyder at sætte sammen (lat. componere), så måske jeg er heldig at finde sammen med nogle musikalske mennesker, der vil lege videre med mine grafiske notationer? Er spændt på hvad 2018 byder på af nye, spændende overraskelser.

 

Leave a Reply