Det er heldigvis ikke alt, hvad vi ser og hører igennem en dag, som vi husker lige meget på. I så fald ville vores hjerne nok eksplodere. Noget husker vi ubevidst og lagrer til en dag, hvor vi får brug for det, mens andet er væsentligt at have fokus på at huske lige nu eller i nær fremtid.

Vi har alle hver vores metoder til at huske, og de er typisk forskellige, alt efter hvem vi er og hvilket stof, der skal huskes. Man kan træne sin hukommelse med diverse forskellige, beskrevede teknikker, hvilket der står en hel del om på nettet. Fællesnævneren for metoderne er at skabe et system eller en sammenhæng gennem f.eks. simplificeringer eller associationer.

En sammenhæng kan være:
– Rim, som f.eks.: “En gryde uden låg kommer aldrig i kog“.
– En fortælling der er vedkommende/giver mening, som f.eks. denne for navnene på guitarens strenge, som min søn netop lige har lært (E-A-D-G-H-E): Ejeren Af Denne Guitar Har Evner
– Genkendelse/gentagelse som f.eks. brug af bogstaver i hhv medicin og sygdomme, f.eks: SAlbuTAMol anvendes til ASTMA

Der findes iøvrigt vanvittig mange huskeregler inden for medicinområdet hvilke findes som opslagsværker på hjemmesider og som bøger … men jeg har også hørt, at netop medicinstuderende ofte tegner og farvelægger organer o.lign. selv, for bedre at kunne huske det omfangsrige stof.

Og det leder mig til udgangspunktet for dette blogindlæg; netop de visuelle huskeregler, som jeg selv mere eller mindre bevidst gør flittigt brug af. Når jeg låser mig ind på kontoret, tager jeg med selvfølgelighed den nøgle i bundtet, der er rund i formen, for dennes form matcher så fint dørhåndtagenes runde former. Jeg husker tilfredsheden i at lære mine børn alarmopkaldet 1-1-2 ud fra den fantastiske huskeregel “1 mund, 1 næse, 2 øjne” mens de var små. Og da min datter forleden kom hjem fra gymnasiet og fortalte om sinius og cosinus, fik jeg fluks lavet mig selv den enkle huskeregel, at sin selvfølgelig er den lodrette akse, fordi der er et lodret i i forkortelsen. Min huskeregel er altså udelukkende visuel med formen som omdrejningspunkt, mens en matematiker nok vil foretrække denne for mig fuldstændig uforståelige remse, som jeg faldt over på nettet: “cosinus er den hosliggende katete delt med hypotenusen, mens sin er den hinliggende kartete delt med hypotenusen.”

sin_noegle

Det blev for alvor tydeligt, hvor naturligt (og nødvendigt?) det er for mig at lave visuelle huskeregler som erstatning for andre måske umiddelbart ganske brugbare. Da min datter startede til bueskydning skulle jeg lære de 3 bueklasser at kende. Langbuen fik med sin enkle form hurtigt sin plads som Robin Hood-buen. Tilbage var Recurve- og Compoundbuerne, som jeg konstant fik byttet om på, indtil jeg bemærkede at Recurvebuens ender har form som svinget på et R, men Compoundbuens hjul formmæssigt passer til et C. En huskeregel der må siges at være en smule overkilled idet navnet recurve i sig selv beskriver buens form (re-curve = en curve der går modsat)

recurve-og-compound

Om jeg er fagligt skadet eller blot lettere skør, kommer nok an på hvem jeg spørger. Bue-træneren vil formentlig sende mig et lidt bekymret blik, hvis jeg spurgte ham, om han også synes, at enden på recurve-buen ligner svinget på et R. Men det er jo også sagen uvedkommende, blot jeg husker hvad jeg ønsker at huske.

Må du også ty til visuelle huskeregler, eller har andre sjove og pudsige eksempler fra din hverdag, så skriv dem endelig i kommentarfeltet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.