På forsiden af Kultur-sektionen i dagens Politiken, kunne man læse den ikke så overraskende nyhed, at meget få unge gør brug af vore danske museer. Museerne møder tilsyneladende ikke ungdommen, hvor den er, men er placeret langt væk i de unges bevidsthed, som et autoritært levn fra en svunden folkeskoletid! Man har derfor inviteret bla. museumsfolk fra Tate (London) og MoMA (New York) til Danmark for at få gode råd.
Jeg mener, at et godt bud på en løsning kan findes 10 cm. længere nede på avisens side, hvor en annonce reklamerer for teaterkoncerten; Mozart, på Betty Nansen Teatret. Denne meget anmelderroste forestilling har formået at formidle Mozarts klassiske kompositioner, så de rammer lige ned i vor tids sound og udtryk. Kompositionerne er bearbejdet, så de bevarer store dele af de oprindelige fra 1700-tallet, men mikset med elementer fra nutidens, og ikke mindst ungdommens, musik. Resultatet er blevet en perlerække af musikalske kontrastfyldte parafraser, fortolkninger, der med sikkerhed er blevet “liket” rigtig mange gange på Facebook. Det er da “nice”! (Læs her indlægget “Face to face” om forestillingens plakat).
Involvering
Nutidens unge vil ikke nøjes med at kigge passivt på endeløse rækker af billeder på kunstmuseets nymalede vægge. De vil forholde sig til dem … ikke kun passivt, intellektuelt, analyserende på et par meters afstand, men på den måde de selv finder relevant! De vil udfordre billedet, for at de kan forholde sig til og respektere det. Og her er parafrasen et fantastisk redskab. Parafrasen er en kendt disciplin i billedkunsten gennem tiden. Den nok mest kendte parafrase er den surrealistiske maler Salvador Dali’s selvportræt med de karakteristiske opspilede øjne og cykelstyrskæg, påmalet Leonardo da Vinci’s “Mona Lisa”. En parafrase til stor inspiration i øvrigt … søger man på ordet “Mona Lisa parafrase” på Google, kommer der 9620 billedresultater op! Herunder et eksempel af street-art-kunstneren Bansky:
Mange vil mene at Mona Lisa med skæg eller maskingevær er en temmelig grænseoverskridende, respektløs og unødvendig provokerende handling. Men det ER et værk, vi alle kender. Det klassiske maleri, og i dette tilfælde oven i købet en lidt forsigtig og genert ung pige som motiv, danner en effektfuld kontrast til moderne formsprog og symbolik. Der skal mod til men det kontrastfulde møde er effektivt!
Mange museers tilbud til især børn, med bla. lokaler hvor de kan udfolde sig, tegne, male, modellere, klippe, klistre, osv. er super initiativer – intentioner der er al ære værdig. MEN. Disse “børnenes værksteder” er isoleret fra resten af museet og den distanserende assitude er dermed vedligeholdt. Måske kløften til “de voksnes” (alias de kedeliges) museum dermed bliver større? “Her kan man lege og udforske” og “Her ser vi på kunst, så tys mit barn”!
Vi vil overraskes
For at nedbryde eventuelle opbyggede barrierer, må man gøre kunsten “tilgængelig”. Jeg opfordrer naturligvis ikke til at ungdommen skal indtage Statens Museum for Kunst og spraye på vores kunstskat. Men jeg opfordrer til en form for overraskende happenings … f.eks. reproduktioner der i guldrammer hænges op i byrummet, i stil med balletmester Peter Bo Bendixen’s små klassiske balletopvisninger på metrostationer o.lign. for nogle år siden. Her kom balletten ud til de mennesker som ikke nødvendigvis kom til balletten! Her er muren til Assistens Kirkegård, langs med Nørrebrogade, et oplagt bud.
De unge skal have mulighed for at gå i dialog med værkerne og dermed tilføje deres personlige præg, klippe dem op for at sammensætte delene på ny, så kunstnere, motiver, tider, stilretninger, mm. mikses på kryds og tværs. De skal kunne sanse værket, høre og lugte det, kunne “gå ind i det” i en form for virtuel verden. Hvordan var det f.eks. at være til stede i Paris under Den Franske Revolution, som i Delacroix’s maleri “Friheden fører folket på barrikaderne” (1830)?
Jeg tror at deres egen tilstedeværelse, som en del af parafrasen, vil give dem en større indsigt, respekt og interesse for kunsten, en oplevelse der med stor sandsynlighed vil få dem til bedre at kunne huske et værk fremover samt ønske om at gense det.